Vi bruger cookies til at sikre den bedste oplevelse på platformen

Læs vores cookiepolitik her

Sproglige milepæle for 5-årige børn

Barnets ordforråd bliver endnu mere abstrakt og nuanceret. Barnet begynder at interessere sig for bogstaver og deres lyde

Om den generelle udvikling

Barnet tænker sig om forud for en handling. Barnet indleder samtaler og tager hensyn til, hvad andre siger. Barnet forklarer egen viden og forståelse og spørger ind til andres viden med passende spørgsmål.

Barnet løser ofte konflikter med andre børn uden hjælp fra en voksen og kan indgå kompromisser i legen. Barnet accepterer andres meninger og vil gerne gøre venner glade. Barnet forstår, at mennesker handler ud fra den viden, de har, og at andre kan have anden viden end dem selv. Barnet bemærker forskelle mellem sig selv og andre. Barnet er mere selvbevidst i sociale sammenhænge og kan fx blive flov.

Barnet husker nu typisk 4-5 informationer ad gangen, fx i Kims leg eller på en indkøbsliste. Barnet lytter opmærksomt til, hvad andre siger, og anvender det aktivt i samtalen eller legen. Barnet bevarer opmærksomheden, koncentrerer sig og sidder stille under aktiviteter. Barnet forfølger egne mål ved at føre en aktivitet til ende fx et puslespil. Barnet udsætter umiddelbare behov længere tid ad gangen. Barnet forbliver i en aktivitet, selvom der opstår forstyrrelser undervejs.

Om den sproglige udvikling

Ordforrådet udvides hele tiden og afspejler i vid grad de erfaringer, barnet har mulighed for at gøre sig.

  • Barnet bruger abstrakte ord for komplekse mentale processer fx beslutte, undersøge
  • Barnet bruger mere komplekse ord for følelser fx genert, misundelig
  • Barnet bruger komplekse ord for rumlighed fx venstre, mellem
  • Barnet bruger komplekse ord for former fx rektangel, kvadrat
  • Barnet lægger genstande i rigtig rækkefølge fx efter størrelse og længde
  • Barnet forstår mængder og antal fx tæller fra to, når der tilføjes flere ting til en bunke på to

Sprogbrug er nu i endnu højere grad komplekst og uafhængig af her-og-nu konteksten. Barnet generaliserer, nuancerer og forhandler sprogligt og anvender fx mange forskellige ord for at udtrykke det samme.

  • Barnet bruger sproget til at fortælle om egne behov, ønsker, interesser og holdninger
  • Barnet bruger sproget til at tænke, afklare, få idéer, organisere og argumentere
  • Barnet fastholder længere samtaler

Sproglig kompleksitet ligner mere og mere voksnes sprog

  • Barnet bruger længere og mere komplekse sætninger fx Anna blev ked af det, fordi Jonas tog hendes skovl, men Jonas vidste ikke, at det var Annas skovl
  • Barnet bruger flere grammatisk korrekte sætninger

Opmærksomhed på lyd omfatter nu evnen til at genkende og bearbejde både ord, stavelser og enkeltlyde.

  • Barnet finder ord, der starter med samme lyd, fx sandal, sandwich.
  • Barnet adskiller og sammensætter ord og stavelser fx is-pind
  • Barnet adskiller lyden k i kat fx k-at

Opmærksomhed på skrift omfatter nu også, at barnet begynder at kunne koble lyd og skrift, som er forudsætningen for at lære at læse.

  • Barnet bruger legeskrivning
  • Barnet navngiver bogstaver
  • Barnet forstår koblingen mellem lyd og bogstaver

Du kan styrke dit barns sprog med vores Sproglege og SNAK-strategier

Om projektet

Vi lærer sammen er udviklet af TrygFondens Børneforskningscenter og Aarhus Universitet og bygger på forskning om, hvordan børn i Danmark lærer sprog.

Besøg vores hjemmeside eller kontakt os på vlsforaeldre@econ.au.dk