Vi bruger cookies til at sikre den bedste oplevelse på platformen

Læs vores cookiepolitik her

Tag sjove sproglege med på ferie og styrk dit barns sprog

Forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter har udviklet en hjemmeside, hvor forældre kan tilmelde sig sms-service med sjove og lærerige sproglege til ferien og få viden om, hvordan de styrker deres barns sprog.

4. juli 2024 af Trygfondens børneforskningscenter

Sommerferie betyder masser af tid til sjov og samvær mellem børn og forældre. Men ville det ikke være skønt, hvis den gode tid sammen samtidig kunne lægge sporene til en sproglig motorvej, der styrker dit barns sprog?

Det er tankerne bag en ny hjemmeside til forældre til 1-5-årige børn, som forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet står bag. På hjemmesiden www.vilærersammen.dk kan forældre tilmelde sig en sms-service, hvor de hver dag i 14 dage modtager en sjov sprogleg, som de kan lege med deres barn, hvad enten de er på ferie, på farten eller derhjemme. Sproglegene er målrettet barnets alder og baseret på forskning om, hvordan børn lærer, og hvad de kan lære på forskellige alderstrin. Den viden har forskerne med professor Dorthe Bleses i spidsen omsat til dagtilbudsindsatsen Vi lærer sammen, som i flere lodtrækningsforsøg har vist sig at have store og positive effekter på sprog og udvikling hos børn i både vuggestue, dagpleje og børnehave. Og med sproglegene er den nu videreudviklet til en form, som forældre og børn sammen kan få glæde af, fortæller Dorthe Bleses:

”Børns tidlige sprog har afgørende betydning for sociale relationer, udvikling og læring hos børn, og forældre har særlig stor betydning for at give deres børn de bedste forudsætninger for at lære sprog. Det kan de gøre ved at give deres barn rige erfaringer med at lære sprog gennem sjove og lærerige samtaler i hverdagen. Sproglegene giver forældrene nemme og konkrete tips til lege, der styrker barnets sprog gennem fælles oplevelser med ord og samtaler."

Mød os på Cirkus Summarum

På hjemmesiden kan man også få inspiration til at fortælle sjove og inddragende historier for sit barn og læse om sproglige milepæle og SNAK-strategier, der giver konkret inspiration til, hvordan man kan engagere børn i lærerige samtaler.

SNAK-strategierne kan man også sommeren igennem støde på i Cirkus Summarum, hvor de uddeles til forældre og børn, der besøger Alle ord tællers aktivitetstelt på forpladsen til Cirkus Summarum. Alle ord tæller er DR´s 3-årige læseindsats, der vil skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser ​ og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Om projektet

Vi lærer sammen er udviklet af TrygFondens Børneforskningscenter og Aarhus Universitet og bygger på forskning om, hvordan børn i Danmark lærer sprog.

Besøg vores hjemmeside eller kontakt os på vlsforaeldre@econ.au.dk